I: NÆSTVED BY OG DENS KIRKER

Arkæologiske undersøgelser har vist, at der allerede i vikingetiden var bosættelse i det område, hvor nu byen Næstved findes.  Men først i 1135 foreligger der et skriftligt vidnesbyrd om stedet.  I stiftelsesbrevet for Sct. Peders Kloster (senere kaldt Skovkloster) nævnes de to landsbyer Store og Lille Næstved på hver sin side af Susåen.  (Navnet Næstved hentyder til rydning på et kystfremspring).  Sammen med Store Næstved omtales også kirken, der skænkes til Gud og Sct. Peder;  den har formentlig ligget, hvor den nuværende bygning findes.
   Allerede i 1140 nævnes Store Næstveds "forum" (torv) i kong Erik Lams gavebrev, hvorved han overdrager klostret højhedsretten over byen, der nu må betegnes som købstad.  Dens beliggenhed for handelen var udmærket ved den sejlbare Suså, men i passende afstand fra det åbne hav, hvor plyndringer truede.  Byen udviklede sig i middelalderen til en af Danmarks vigtigste pladser for handelen med hansestæderne, de kapitalstærke nordtyske købmandsbyer.
   Selv om det mægtige kloster ─ der kom til at ligge på det sted, der nu kaldes Herlufsholm ─ herskede over Næstved og efterhånden erhvervede en stor del af ejendommene her, drog byen dog også fordel af det rige munkesamfund.  Og i Næstved rejstes en hel række bygninger med forbindelse til den katolske kirke.  Omkring 1250 fik Sct. Peders Kirke en ny skikkelse, idet den udformedes som en énskibet korskirke uden tårn og opført i munkesten.  Fra o. 1375 foretoges en gennemgående ombygning i gotisk stil.
   Sct. Peders Kloster havde planer om at opføre en Frue Kirke i Næstved, hvor munkene så kunne holde gudstjeneste.  Men i stedet for at indrette en sådan klosterkirke besluttede man, i den østlige del af byen, at rejse en ny sognekirke, der indviedes til Sct. Morten.  Den opførtes i 1200-tallet og var som Sct. Peders Kirke underlagt Sct. Peders Kloster.
   Som regel blev kun en af de to tiggermunkeordener repræsenteret i en dansk købstad.  Men i Næstved møder vi fra 1200-tallet dem begge, et vidnesbyrd om byens betydning.  Franciskanerne ─ gråbrødrene ─ havde kloster, hvor nu Axeltorv ligger, medens dominikanernes ─ sortebrødrenes ─ bygning fandtes, hvor Den Ostenfeldtske Stiftelse ligger i dag.  Begge klostre havde en kirkefløj.
   Det femte kirkerum i Næstved fandtes i Helligåndshuset, en stiftelse for gamle og syge i Ringstedgade.  Endelig har der i middelalderen været et kapel ved Sct. Jørgensgården i Åderup, de spedalskes tilholdssted ca. 2 km fra byens centrum.   Af alle disse bygninger er nu kun Sct. Peders og Sct. Mortens kirker i det væsentligste bevaret, medens kirkesalen i Helligåndshuset nedlagdes som kirkerum og mistede sine hvælvinger i 1804.  Klosterkirkerne og Sct. Jørgensgårdens kapel er for længst forsvundne.

II:  SCT. PEDER ─ KIRKENS VÆRNEHELGEN

Apostlen Simon (Peter) er i evangelierne fremstillet som manden, der var opfyldt af troen, men alligevel svigtede flere gange.  Ikke desto mindre havde Jesus tillid til ham og udtalte ordene:  "Du er Petrus (græsk petra = klippe), og på denne klippe vil jeg bygge min menighed, og Helvedes porte vil ikke få overhånd over den.  Og jeg vil give dig Himmeriges nøgler, og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på Jorden skal være løst i Himlene." (Mat.16, vv 18─19). Disse ord blev gennem middelalderen og siden hen helt afgørende for den katolske kirkes pavemagt.  Efter traditionen var Peter Roms første biskop, og paverne er hans efterfølgere, som arvede nøglemagten.
   I Apostlenes Gerninger fremstilles Peter som leder, kirkefyrste, og der berettes om hans virke for kristendommens udbredelse.  Legender og eventyr fortæller om den afholdte helgen, og et stort antal kirker bærer hans navn, først og fremmest hovedkirken i Rom.  Kirken i Næstved nævnes som omtalt i forbindelse med klostergrundlæggelsen.  I kunsten er Peters symbol de krydsede nøgler, der også forekommer i Næstveds byvåben som følge af købstadens tilknytning til klostret.

III: SCT. PEDERS KIRKES HISTORIE

I stiftelsesbrevet af 29. november 1135 står der, at den sjællandske stormand Peder Bodilsen og hans slægtninge skænker kirken i Næstved med alt dens tilliggende (jord) til oprettelse af det kommende benediktinerkloster, i forbindelse med biskop Eskil af Roskilde.  Bodilsæten havde højheden over kirken, og Eskil fritog den for bispetiende.  Omkring 1175 forekommer navnet Sct. Peders Kirke for første gang ─ i Lund domkapitels gavebog.
   Da klosterkirken ved det nuværende Herlufsholm først blev opført o. 1200, er det ikke muligt at fastslå, hvornår det nye munkesamfund begyndte at fungere, og hvor de første bygninger lå.  Men det er sandsynligt, at bykirken i Næstved en årrække tillige fungerede som klosterkirke.  Gennem resten af middelalderen hørte Sct. Peders Kirke ligesom Næstved by under klostret.  Ved reformationen i 1530'erne overgik Skovkloster til kronen, medens kirkerne i Næstved blev byens ejendom.
    Sct. Peders sogn omfattede købstadens midterste og vestlige del samt Sct. Peders landdistrikt med Grimstrup og Maglemølle.  Indtil 1803 havde Fodby gennem en årrække været anneks til bykirken.  Fra 1823 til 1844 blev Sct. Peders sogn anneks til Herlufsholm, hvorefter Sct. Peders og Sct. Mortens sogne forenedes til ét pastorat med Sct. Peders Kirke som hovedkirke.  1924 deltes Næstved på ny i to pastorater, men efter en anden sognedeling end tidligere.
   Kirkens segl fra 1550, der viser Sct. Peder siddende med en nøgle, er gengivet i Resens Atlas (fra 1680'erne).  Dets insignum (kendetegn) var en halvmåne med spidserne opad og herunder en musling, mens blændingskorset på tårnets østgavl er byens vartegn.